Selskabers acontoskat for 2026

10. marts 2026

Selskabers acontoskat for 2026

Senest 20. marts 2026 skal selskaber betale første rate af den ordinære acontoskat for indkomståret 2026. Det er vigtigt at tage stilling til, om selskabet ønsker at foretage frivillig indbetaling, eller om den ordinære rate eventuelt skal nedsættes.

Den ordinære acontoskat betales to gange årligt i lige store rater. Raterne beregnes som halvdelen af gennemsnittet af de seneste tre års selskabsskat. Derudover kan selskabet vælge at indbetale frivillig acontoskat. 

Fristerne for frivillig acontoskat er:

  • 20. marts 2026 (første rate)
  • 20. november 2026 (anden rate)
  • 1. februar 2027 (tredje rate)

 

Vær opmærksom på rentetillæg ved acontoskat

Det anbefales at udarbejde et estimat over den forventede selskabsskat for året. Har selskabet likviditet til rådighed – særligt hvis indeståender forrentes lavt – kan frivillig indbetaling med fordel ske enten inden 20. marts 2026 eller 20. november 2026.

Ved frivillig indbetaling i marts 2026 godskrives et tillæg, mens der skal betales et tillæg ved indbetaling i november 2026 og februar 2027. Satserne for 2026 fastsættes sidst på året og forventes at være på niveau med 2025.

For 2025 udgjorde tillægget:

  • 0,7 % for første og anden rate
  • 1,3 % for tredje rate

Har selskabet overskydende skat for indkomståret 2026, udbetales beløbet senest 20. november 2027 med en skattefri rentegodtgørelse.

Eventuel restskat for indkomståret 2026 skal betales senest 20. november 2027 med et restskattetillæg. Tillægget offentliggøres i december 2026 og udgjorde for 2025 6,6 %.

 

Indberetning af frivillig indbetaling

Husk at oprette frivillige indbetalinger i TastSelv Erhverv, inden selve betalingen gennemføres. I modsat fald vil indbetalingen blive tilbagebetalt.

Det er også vigtigt, at selskabets skattekonto ikke har en negativ saldo, da en indbetaling først anvendes til dækning af den ældste gæld.

Sådan indberettes indbetalingen:

  • Vælg Selskabsskat
  • Vælg Acontoskat
  • Vælg Indberet/Ændr ud for den relevante rate
  • Indberet det ønskede beløb

Anvend herefter betalingslinjen til betaling via Skattekontoen. Den findes på oversigtsbilledet under ”acontoskat”.

 

Nedsættelse af den ordinære acontoskat

Acontoskatteraterne kan nedsættes, hvis selskabet forventer, at selskabsskatten for 2026 bliver væsentligt lavere end den beregnede acontoskat. 

Sidste frist for at nedsætte:

  • første rate er 20. marts 2026
  • anden rate er 20. november 2026

Nedsættelse sker ved digital indberetning i TastSelv Erhverv.

 

Kontakt

Peter Nordentoft

Partner, cand.jur., LL.M

Peter Nordentoft

Horsens