Roesgaard og inforevision skifter navn til Cedra og får 460 nye kollegaer fra Deloitte
22. juni 2026
Cedra Danmark samler Roesgaard og inforevision under ét fælles navn og styrker samtidig virksomheden med 460 nye kollegaer fra Deloitte pr. 1. september 2026. Samtidig øges antallet af lokationer i Danmark fra 2 til 8 geografiske afdelinger.
Med navneskiftet og aftalen med Deloitte tager Cedra Danmark et vigtigt skridt i opbygningen af en stærk, landsdækkende revisions- og rådgivningsvirksomhed.
Aftalen er en løsning, der giver mening for både Cedra Danmark og Deloitte. Deloitte skærper sit fokus på større og mere komplekse kunder, mens Cedra Danmark samler kræfterne om revision, rådgivning og jura til virksomheder og deres ejere.
“Det her er et vigtigt skridt i opbygningen af Cedra Danmark. Vi samler lokale miljøer under ét fælles navn og styrker samtidig vores platform med nye kollegaer fra Deloitte. Det giver os et stærkere afsæt for at investere i kvalitet, kompetencer, teknologi og løsninger, der er målrettet de kunder og virksomheder, vi er sat i verden for at hjælpe,”
siger Erik Holst Jørgensen, bestyrelsesformand i Cedra Danmark.
For Cedra Danmark er det afgørende, at kunderne fortsat møder rådgivere, der kender deres virksomhed og deres hverdag. Samtidig får kunderne adgang til flere specialister og stærkere faglige miljøer, når opgaven kræver det. De nye kollegaer fra Deloitte kommer med stærke kompetencer, solid erfaring og viden, der bliver en vigtig del af Cedra Danmarks videre udvikling.
“Det handler om at samle stærke faglige miljøer i ét fællesskab. Og det handler om at bygge videre på det bedste af det, vi allerede er. Nu tager vi næste skridt og samler os tydeligere under ét navn, samtidig med at vi holder fast i den nærhed, faglighed og ordentlighed, som kunder og medarbejdere kender os for,”
siger Jens Roesgaard, co-CEO i Cedra Danmark og Mark Schneekloth Jensen, co-CEO i Cedra Danmark.
Cedra Danmark er en selvstændig virksomhed ledet af de danske partnere og etableret på en nordisk model og i et endnu større fællesskab med Cedra i Sverige og Norge. Det giver mulighed for fælles investeringer i teknologi, værktøjer og systemer, samtidig med at organisationen og arbejdsmetoderne styrkes, så rådgivningen bliver mere relevant, mere effektiv og bedre tilpasset kundernes virkelighed.
FAKTA: Cedra Danmark
- Cedra Danmark etableres med afsæt i Roesgaard og inforevision og styrkes pr. 1. september 2026 med 460 nye kollegaer fra Deloitte.
- Cedra Danmark placerer sig dermed blandt de største revisions- og rådgivningsvirksomheder.
- Tilgangen fra Deloitte omfatter primært medarbejdere inden for revision samt en gruppe specialister inden for skat og moms.
- Cedra Danmark får kontorer i Horsens, Søborg, Aalborg, Aarhus, Kolding, Silkeborg, Odense og København.
- Cedra Danmark rådgiver virksomheder og deres ejere bredt inden for revision, rådgivning og jura.
- Cedra Danmark kombinerer lokal forankring og faste kunderelationer med adgang til specialister, digitale løsninger og stærke faglige miljøer på tværs.
- Nikolaj Thomsen tiltræder som CEO i Cedra Danmark pr. 1. september 2026.
- Cedra Danmark er den danske del af Cedra Nordic, som også omfatter Cedra i Sverige og Norge.
- Cedra Danmark er en selvstændig dansk virksomhed ledet af de danske partnere og støttet af Adelis Equity Partners som finansiel vækstpartner.
- Aftalen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
For yderligere information, kontakt venligst:
Jens Roesgaard, Partner og co-CEO, Cedra Danmark
Telefon: +45 21 48 87 09 | E-mail: jr@roesgaard.dk
Mark Schneekloth Jensen, Partner og co-CEO, Cedra Danmark
Telefon: +45 61 60 28 60 | E-mail: msj@inforevision.dk