Markant forhøjelse af seniorpræmien: Op til 63.000 kr. for arbejde efter pensionsalderen

7. december 2025

Markant forhøjelse af seniorpræmien: Op til 63.000 kr. for arbejde efter pensionsalderen

Personer, der fortsætter på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen, kan være berettigede til en skattefri seniorpræmie, som ikke påvirker sociale ydelser.

Ordningen blev indført i 2019, og regeringen har nu fremsat et lovforslag, der lægger op til betydelige forhøjelser af præmien i de kommende år.

 

Højere præmie i både første og andet år

Seniorpræmien belønner fortsat arbejde i ét eller to år efter opnået folkepensionsalder og består af to engangsbeløb:

  • Første års seniorpræmie forhøjes til 53.901 kr. i 2026 og til 63.080 kr. i 2029 (2025-niveau).
  • Andet års seniorpræmie forhøjes til 32.074 kr. i 2026 og til 37.420 kr. i 2029 (2025-niveau).

Optjeningsperioden starter den første dag i måneden efter, at folkepensionsalderen er nået. Første års præmie optjenes i månederne 1–12, og andet års præmie optjenes i månederne 13–24. Udbetalingen sker efter satsen for det år, hvor optjeningsperioden slutter.

 

Betingelser for udbetaling

For at opnå seniorpræmien kræves:

  1. fødselsdato 1. januar 1954 eller senere
  2. mindst 1.560 løntimer i optjeningsperioden

Retten til andet års præmie påvirkes ikke af, om første års præmie er opnået eller udbetalt.

Lønmodtagere får præmien udbetalt automatisk, når timekravet er opfyldt. Selvstændige og hovedaktionærer skal derimod indsende ansøgning for at få præmien udbetalt.

Retten til seniorpræmie opgøres som udgangspunkt i løntimer. For selvstændige og hovedaktionærer opfyldes timekravet ved at omregne henholdsvis virksomhedens overskud før renter og A‑indkomsten, der udbetales fra selskabet, til løntimer.

 

Sådan opgøres løntimerne

Opgørelsen sker forskelligt afhængigt af indkomsttype:

  • Selvstændige:
    Virksomhedens overskud før renter divideres med 142,15 kr. pr. time (2025-niveau). Det kræver et overskud før renter på ca. 222.000 kr. for at nå 1.560 løntimer.
  • Hovedaktionærer:
    A-indkomst fra eget selskab omregnes til løntimer efter samme model – dog kun ved afgørende indflydelse (mindst 50 % af kapital eller stemmer).

Selvstændige og hovedaktionærer kan typisk først forvente udbetaling i december eller januar efter afsluttet optjeningsperiode, da årsopgørelsen skal være endeligt fastlagt, før løntimerne kan beregnes.

 

Forældelsesfrist

Seniorpræmien er omfattet af en 3-årig forældelsesfrist, som løber fra det tidligste tidspunkt, hvor præmien kan kræves udbetalt – typisk i måned 13 for første års præmie og måned 25 for andet års præmie.

For personer født i slutningen af 1954 er det fortsat muligt at søge om og få udbetalt andet års seniorpræmie, da fristen først udløber omkring 2026 – afhængigt af tidspunktet for opnået folkepensionsalder.

 

Sådan søges der

Ansøgning indsendes via borger.dk.

Kontakt

Sara Bøndergaard

Juridisk rådgiver, cand.merc.jur.

Sara Bøndergaard