Lovændringer giver nye og mindre virksomheder bedre muligheder for medarbejderaktier
25. september 2026
Nye regler giver din virksomhed bedre mulighed for at belønne og fastholde medarbejdere med aktier og købe- eller tegningsretter på gunstige vilkår.
Nye regler giver din virksomhed bedre mulighed for at belønne og fastholde medarbejdere med aktier og købe- eller tegningsretter på gunstige vilkår.
Med virkning for aftaler indgået fra den 1. juli 2026 har "nye og mindre virksomheder" nu bedre mulighed for at tildele medarbejdere aktier og købe- eller tegningsretter på gunstige vilkår.
Samtidig er der sket en drastisk udvidelse af, hvilke virksomheder der kan anvende reglerne. Det kan give din virksomhed flere muligheder, hvis du ønsker at bruge aktier eller rettigheder som en del af aflønningen.
Kort om ordningen
Reglerne findes i ligningslovens § 7 P, som giver virksomheder, herunder "nye og mindre virksomheder," mulighed for at tildele medarbejdere aktier og købe- eller tegningsretter til en lavere beskatning.
Fordelen ved ordningen er, at medarbejderne ikke bliver beskattet ved tildelingen af aktierne mv. I stedet beskattes medarbejderne først på det tidspunkt, hvor de tildelte aktier mv. sælges.
Desuden vil vederlaget, dvs. værdien ved tildelingen, ikke blive beskattet som personlig indkomst. Derimod beskattes medarbejderens samlede gevinst som aktieindkomst og vil dermed maksimalt udgøre 27 % eller 42 %.
Anvendelsen af ordningen forudsætter dog, at visse betingelser er opfyldt. Det er derfor vigtigt, at du får afklaret, om ordningen passer til din virksomheds situation.
En af disse betingelser er, at der skal være indgået en skriftlig aftale om, at reglerne i ligningslovens § 7 P finder anvendelse på de tildelte aktier mv. Dette skal også fremgå af kontrakten, så du har den nødvendige dokumentation på plads.
Ydermere er der i ligningslovens § 7 P fastsat et loft for den samlede værdi, en medarbejder kan tildeles. Begrænsningen fastsættes på baggrund af medarbejderens årsløn. For "nye og mindre virksomheder" var loftet fastsat til 50 % af medarbejderens årsløn.
Hvad har ændret sig?
Med virkning for aftaler om tildeling af aktier mv., der er indgået fra den 1. juli 2026, har "nye og mindre virksomheder" nu mulighed for uden begrænsning at tildele deres medarbejdere aktier mv. omfattet af § 7 P-ordningen.
Den tidligere gældende 50 %-grænse er derimod erstattet af et krav om, at grundlønnen for den ansatte skal udgøre mindst 265.300 kr. (2026-tal).
Ophævelsen af beløbsgrænsen for "nye og mindre virksomheder" betyder samtidig, at der skatteretligt ikke længere er krav om værdiansættelse af de tildelte aktier mv.
Dette krav har især forvoldt vækstvirksomheder problemer, idet en sådan værdiansættelse i praksis har været forbundet med stor usikkerhed og været økonomisk og tidsmæssigt ressourcekrævende.
Herudover er der sket en betydelig udvidelse i definitionen af ”nye og mindre virksomheder.” Det betyder, at din virksomhed kan anvende de nye regler, hvis den har:
- Op til 150 ansatte (tidligere 50 ansatte)
- En nettoomsætning eller balancesum på op til 200 mio. kr. (tidligere 15 mio. kr.)
- Været aktiv i mindre end 10 år (tidligere 5 år)
Er din virksomhed klar til de nye muligheder?
Ændringerne i ligningslovens § 7 P giver nye og mindre virksomheder bedre muligheder for at tildele medarbejdere aktier og købe- eller tegningsretter. Særligt for vækstvirksomheder kan de nye regler gøre ordningen mere attraktiv, fordi beløbsgrænsen er ophævet, og kravet om den ofte ressourcekrævende værdiansættelse af aktierne mv. er bortfaldet.
For dig kan det give bedre muligheder for at tiltrække, belønne og fastholde medarbejdere ved at lade dem få del i værdiskabelsen i din virksomhed.
Overvejer du, om de nye regler kan bruges i din virksomhed, hjælper vi gerne med at skabe overblik. Vi kan bl.a. vurdere, om din virksomhed opfylder betingelserne for ordningen, og hjælpe med at sikre, at aftaler og dokumentation er på plads.