Højesteret præciserer anvendelsen af 120-dagesreglen: Opsigelse kan ske allerede på den 120. sygedag efter normal arbejdstids ophør

16. december 2025

Højesteret præciserer anvendelsen af 120-dagesreglen: Opsigelse kan ske allerede på den 120. sygedag efter normal arbejdstids ophør

Den 25. november 2025 tog Højesteret stilling til endnu et spørgsmål i relation til funktionærlovens 120-dagesregel. Denne gang var spørgsmålet, om en arbejdsgiver kunne opsige en medarbejder efter 120-dagesreglen allerede på den 120. sygedag – dog først efter den normale arbejdstids ophør.

Hvad går 120-dagesreglen ud på?

120-dagesreglen giver arbejdsgivere mulighed for at opsige en funktionær med forkortet varsel, når medarbejderen har været syg i 120 dage inden for en periode på 12 måneder. Reglen kan kun anvendes over for funktionærer, og kun hvis det udtrykkeligt er aftalt i ansættelseskontrakten, og medarbejderen fortsat er syg på opsigelsestidspunktet.

Derudover skal opsigelsen ske i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage. I praksis betyder det, at opsigelsen skal ske inden for ni kalenderdage efter udløbet af de 120 sygedage.
 

Baggrunden for sagen

Sagen drejede sig om en medarbejder, der havde været ansat siden januar 2020. Medarbejderens ansættelseskontrakt indeholdt en udtrykkelig henvisning til 120-dagesreglen, hvilket betød, at arbejdsgiveren kunne opsige medarbejderen med forkortet varsel, når medarbejderen havde været syg i 120 dage. Medarbejderens normale arbejdstid var fra kl. 08.30 til 15.00.

Medarbejderen havde været sygemeldt gennem en længere periode, og den 7. juni 2023 nåede hun sin 120. sygedag. Kl. 13.42 samme dag modtog medarbejderen en notifikation om, at arbejdsgiveren havde klargjort en forsendelse til hende. Kl. 16.41 modtog medarbejderen endnu en notifikation om, at forsendelsen var blevet indleveret til et posthus. Brevet nåede frem til medarbejderen den 9. juni 2023.

I brevet lå en skriftlig opsigelse, hvoraf det fremgik, at medarbejderen var blevet opsagt under henvisning til 120-dagesreglen.

Det centrale spørgsmål var herefter, om en opsigelse efter 120-dagesreglen kan anses for gyldigt afgivet, når den sendes efter normal arbejdstids ophør på den 120. sygedag.
 

Højesterets afgørelse

Højesteret nåede frem til, at en medarbejder kan opsiges efter 120-dagesreglen, når arbejdsgiveren kan konstatere, at medarbejderen har oppebåret løn under sygdom i 120 sygedage.

Selvom arbejdsgiveren opsagde medarbejderen på den 120. sygedag, blev opsigelsen først afgivet efter medarbejderens normale arbejdstids ophør, og medarbejderen havde derfor oppebåret løn under sygdom i 120 dage. På denne baggrund var opsigelsen gyldigt afgivet.

Dommen præciserer dermed, hvornår en arbejdsgiver tidligst kan opsige en medarbejder efter 120-dagesreglen: Arbejdsgiver kan allerede opsige medarbejderen på den 120. sygedag, så længe opsigelsen først afgives efter medarbejderens normale arbejdstids ophør.