Har du styr på beskatningen af "skins"?
2. maj 2026
Den virtuelle verden fylder stadig mere i hverdagen, og både børn, unge og voksne tilbringer mange timer foran computeren, hvor gaming er hovedaktiviteten.
I flere populære spil er der opstået et parallelt marked for digitale genstande, f.eks. våben, tøj og kosmetiske effekter, der kan ændre udseendet på våben, figurer (avatarer) eller udstyr i spil som Counter-Strike, Fortnite, Roblox og League of Legends. Disse digitale genstande er bedre kendt som skins.
I de fleste spil giver skins ingen egentlig spilmæssig fordel, men bruges til at personliggøre spiloplevelsen. Det er med andre ord virtuelle udsmykningsgenstande.
Skattemæssigt vil en gevinst ved salg af skins som udgangspunkt blive anset som skattepligtig personlig indkomst, og den samlede gevinst skal oplyses på årsopgørelsen.
For mange vil omfanget være begrænset, og gevinsterne små, men for nogle udvikler handlen med skins sig til en mere omfattende og systematisk aktivitet med større beløb og mange transaktioner. I de tilfælde kan indkomsten blive betragtet som reel indtjening ved spil, handel eller spekulation, der skattemæssigt behandles på linje med andre digitale aktiver.
Når hobbyhandlen bliver ”stor nok”
I de fleste situationer vil handel med skins være på hobbyniveau. Men der er en glidende overgang mellem hobby og egentlig økonomisk aktivitet. Hvis handlen med skins bliver mere omfattende og systematisk, kan den efter omstændighederne blive vurderet som erhvervsmæssig aktivitet og ikke længere som ren hobby.
Efter momslovgivningen er der som udgangspunkt pligt til momsregistrering, hvis den momspligtige omsætning overstiger 50.000 kr. årligt. Det er den samlede omsætning, der tæller – ikke fortjenesten.
En aktivitet, der begynder som gaming, kan derfor momsmæssigt udvikle sig til en mindre virksomhed med krav om momsregistrering, hvis der handles for tilstrækkeligt store beløb.
Ulovlige spil og skinbetting
En del handel med skins foregår gennem såkaldt skinbetting, hvor skins bruges som indsats i spil og væddemål på tredjeparts hjemmesider. Her er det vigtigt at skelne:
- Gevinster i godkendte spil med dansk tilladelse kan efter særlige regler være skattefri.
- Skinbetting foregår ikke nødvendigvis på hjemmesider med dansk tilladelse, og gevinster herfra vil som udgangspunkt være skattepligtig personlig indkomst, fordi der ikke gælder nogen skattefrihed.
Det kan føre til en ubehagelig overraskelse, hvis der ikke er styr på opgørelser og dokumentation, og aktiviteten senere bliver taget op skattemæssigt.
Hvad bør du gøre som gamer eller forælder?
Som gamer eller forælder kan det betale sig at:
- Få overblik over køb og salg af skins og gemme dokumentation fra spilplatforme og betalingsløsninger.
- Holde øje med omfanget af handlen – især hvis der handles for større beløb eller over længere tid.
- Være opmærksom på, at spil og betting på ulovlige sider kan udløse skattepligt af gevinsterne.
Er der tale om større gevinster eller en mere systematisk aktivitet, kan det være en god idé at få en konkret vurdering af, om indkomsten skal beskattes, og om aktiviteten nærmer sig noget, der skattemæssigt kan blive betragtet som virksomhed.
Få hjælp til at undgå ubehagelige overraskelser
Handel med skins er for mange først og fremmest underholdning. Men i takt med, at beløbene vokser, følger der også skattemæssige overvejelser med.
Hos Cedra rådgiver vi om skat på digitale aktiver, herunder skins og kryptovaluta. Vi hjælper bl.a. med:
- at opgøre skattepligtige gevinster
- at vurdere, om en aktivitet har karakter af virksomhed
- at håndtere dialogen med Skattestyrelsen, hvis der er behov for at få ryddet op bagud
Er du i tvivl om, hvordan dine eller dit barns aktiviteter med skins skal behandles skattemæssigt, er du velkommen til at kontakte os for en uformel drøftelse.