Gaver og arveforskud i 2026 – overblik over beløbsgrænser og regler
16. januar 2026
Hvis du ønsker at give gaver til familie eller venner, gælder der særlige regler for, hvor store beløb du kan give væk, uden at gaven udløser skat eller gaveafgift. Beløbsgrænserne reguleres årligt og afhænger af din relation til modtageren af gaven.
Gaver mellem ægtefæller
Gaver mellem ægtefæller er som udgangspunkt fritaget for både skat og gaveafgift – det gælder uanset gavens størrelse. Ægtefæller kan derfor frit give hinanden gaver, uden at der opstår en skatte- eller afgiftspligt.
Gaver til nærmeste familie
Beløbsgrænsen for, hvor meget du kan give afgiftsfrit til din nærmeste familie reguleres hvert år. i 2026 kan du give op til 80.600 kr. til personer, der anses for din nærmeste familie. Hvis gaven overstiger 80.600 kr., skal der betales 15 % i gaveafgift på den del af beløbet, der overstiger beløbsgrænsen.
Som nærmeste familie anses forældre, børn, børnebørn og oldebørn (herunder også stedbørn og adoptivbørn).
Din samlever anses også som din nærmeste familie, forudsat at I har boet sammen i minimum to år, inden gaven gives. Hvis ikke I har boet sammen i to år, inden gaven gives, skal din samlever betale almindelig indkomstskat af gavens værdi.
Beløbsgrænsen gælder pr. gavegiver og pr. gavemodtager. Et barn kan således modtage 80.600 kr. i gave fra hver af sine forældre, uden at der skal betales gaveafgift af gaven.
Svigerbørn
Svigerbørn anses ikke som nærmeste familie. Du kan dog give dit svigerbarn en afgiftsfri gave på op til 28.200 kr. Hvis gaven overstiger 28.200 kr., skal der betales 15 % i gaveafgift af den del af beløbet, der overstiger beløbsgrænsen.
Søskende, venner og andre
Gaver til søskende, venner og andre bekendte er som udgangspunkt skattepligtige for modtageren. Du kan dog frit give rimelige lejlighedsgaver til denne personkreds. Lejlighedsgaver omfatter for eksempel gaver i anledning af fødselsdage, jul, konfirmation, barnedåb, bryllup m.v.
Der gælder ingen faste retningslinjer for, hvornår en gave anses som en rimelig lejlighedsgave, men værdien af gaven må ikke overstige det, der efter forholdene anses for et naturligt niveau.
Det bemærkes, at reglerne for gaver mellem søskende ændres fra 2027. Fra 2027 bliver det således muligt at give skatte- og afgiftsfrie gaver til søskende, idet søskende ligestilles med den nærmeste familie.
Er det et krav, at der skal oprettes et gavebrev?
Det er ikke obligatorisk at udarbejde et gavebrev, men hvis du giver større gaver, kan det være en fordel at udarbejde et gavebrev. Et gavebrev kan fungere som dokumentation – over for f.eks. Skattestyrelsen – for, at der rent faktisk er givet en gave.
Hvis du ønsker, at gaven skal være modtagerens særeje – således at gaven ikke skal deles med modtagerens ægtefælle ved skilsmisse eller død – bør du af bevismæssige årsager udfærdige et gavebrev, hvori vilkåret om særeje fremgår.
Arveforskud – hvad skal du være opmærksom på?
Ved et arveforskud, modtager en arving en del af sin fremtidige arv, mens vedkommende, der efterlader arven, stadig er i live. Arveforskud gives typisk, når der er flere børn, og forældrene ønsker at hjælpe et af børnene økonomisk uden at skævvride fordelingen af arven.
Reglerne for arveforskud er magen til reglerne for gaver, hvilket betyder, at arveforskuddet er afgiftsfrit, så længe arveforskuddet holder sig inden for de gældende beløbsgrænser for afgiftsfrie gaver. Den væsentligste forskel mellem arveforskud og gaver er, at arveforskuddet skal modregnes i den arv, som modtageren ellers ville have haft ret til.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre nærmere om reglerne for skatte- og afgiftsfrie gaver eller arveforskud, er du velkommen til at kontakte Emilie Skov Bertelsen på mail esb@roesgaard.dk og på tlf. 29 36 43 99 eller Anne Koch på mail ank@roesgaard.dk og på tlf. 51 29 28 50.