Ændringer i placeringen af producentansvaret for emballage pr. 12. august 2026 – er du opdateret?

7. juli 2026

Ændringer i placeringen af producentansvaret for emballage pr. 12. august 2026 – er du opdateret?

Reglerne om udvidet producentansvar for emballage trådte i kraft i Danmark den 1. oktober 2025. Siden da har mange virksomheder registreret sig hos Dansk Producentansvar (DPA) og er begyndt at indberette deres emballagemængder.

Fra den 12. august 2026 ændres reglerne imidlertid som følge af ikrafttrædelsen af EU-forordningen for emballage og emballageaffald. Det betyder, at flere virksomheder skal genbesøge deres vurderinger af, hvor i værdikæden producentansvaret ligger, og om ændringerne medfører ansvar for en større eller mindre mængde emballage for deres vedkommende.

Konkret sker der to centrale ændringer:

  1. Ny definition af slutbruger: Enhver til hvem et produkt er gjort tilgængelig for, og som ikke gør dette produkt yderligere tilgængeligt i den leverede form.
  2. Ny ”udpakker-regel”: Udpakkes emballerede produkter hos en ikke-slutbruger, og kan der ikke efter de øvrige definitioner identificeres en producent, anses udpakkeren som producent.

De øvrige regler, herunder bagatelgrænser og de generelle producentdefinitioner, er fortsat gældende.

I det følgende gennemgår vi, hvad ændringerne betyder i praksis.

 

Hvem er producent i dag?

Efter de nuværende regler betragtes en virksomhed som producent, hvis den som den første gør emballerede produkter eller emballage tilgængelig på det danske marked, både mod og uden vederlag. Som producent har virksomheden pligt til at registrere sig hos DPA og betale gebyr for den mængde emballage, der tilgængeliggøres.

En virksomhed betragtes som producent hvis den importerer færdigemballerede varer til Danmark og sælger dem videre her i landet, eller hvis den sælger produkter på det danske marked under eget navn eller varemærke, selv om en anden har produceret varen. Producentansvaret kan derfor ligge forskellige steder i værdikæden, afhængigt af hvem der første gang sætter det emballerede produkt på markedet i Danmark.

For flere informationer om de grundlæggende regler for producentansvaret kan du læse vores tidligere nyhedsartikel her: https://cedra.dk/nyheder/emballageafgift-og-udvidet-producentansvar-er-din-virksomhed-klar 

 

Ny definitionen af slutbruger

Med EU-forordningen ændres definitionen af slutbruger, og det har stor betydning for, hvor producentansvaret placeres. Hvor fokus tidligere i højere grad var rettet mod selve emballagen, er fokus nu på det færdige produkt, som emballagen beskytter.

En slutbruger er enhver fysisk eller juridisk person, som har fået gjort et produkt tilgængeligt, og som ikke gør produktet yderligere tilgængeligt på markedet i den leverede form.

Den nye definition betyder i praksis, at der i højere grad ses på, hvem der ender med emballagen som affald. Hvis emballage fjernes fra et produkt, inden det sælges videre, kan producentansvaret derfor flytte fra den oprindelige producent til den virksomhed, der pakker ud og bortskaffer emballagen.

 

Ny ”udpakker-regel”

Den ændrede forståelse af slutbruger suppleres af en ny ”udpakker-regel”, som er en af de mest markante nyskabelser i EU-forordningen. 

Hvis en virksomhed i Danmark modtager varer fra et andet land, fjerner en del af emballagen hos sig selv, fordi den kun skulle beskytte produktet under transport, bortskaffer denne emballage og derefter sælger selve produktet videre til en slutbruger i Danmark, kan virksomheden efter de nye regler blive betragtet som producent af denne transportemballage. Tidligere blev den danske virksomhed anset som slutbruger af transportemballagen og havde derfor ikke producentansvar for denne del, uanset om emballagen blev fjernet og smidt ud, eller om den blev siddende helt frem til leveringen til kunden.

Reglen har også betydning for danske virksomheder, der eksporterer deres produkter. Som udgangspunkt vil danske virksomheder ikke have producentansvar for emballage i andre EU-lande, hvis de ikke selv tilgængeliggør produktet første gang til en slutbruger i det pågældende land.

Udpakker-reglen er subsidiær i forhold til de øvrige producentdefinitioner i forordningen. Det betyder, at den kun bruges i de tilfælde, hvor der ikke allerede kan identificeres en producent efter de øvrige bestemmelser.

Et eksempel til illustration

En tysk virksomhed A producerer chokolader, som er pakket ind i papir og placeret i en glasbeholder. Virksomhed A sælger disse chokolader til en dansk virksomhed B, der driver en kæde af detailbutikker. For at beskytte glasbeholderne under transporten fra A til B pakkes de i bobleplast og papkasser, så de kan sendes i partier af 10 stk.

Når varerne ankommer til virksomhed B, pakker B glasbeholderne ud af bobleplasten og papkasserne, bortskaffer denne transportemballage hos sig selv og sætter glasbeholderne med de indpakkede chokolader på hylderne i butikkerne, hvor de sælges til slutbrugere. 

Med de nye regler vil virksomhed B få producentansvaret for den transportemballage, som B pakker ud og bortskaffer. Producentansvaret for papir og glasbeholder ligger også hos virksomhed B, men det gælder allerede efter de nuværende regler.

 

Betydning for indberetning

Som følge af ændringerne for producentansvaret for emballage skal indberetningen for 2026 opdeles i to perioder:

  1. 1. januar 2026 – 11. august 2026
  2. 12. august 2026 – 31. december 2026

Fristen for indberetning for 2026 er fortsat den 1. juni 2027. Ændringerne i reglerne betyder dog, at virksomheder skal have et mere detaljeret overblik over deres emballagemængder og være opmærksomme på, hvilken periode emballagen henføres til.

 

Kontakt os for mere information

Reglerne om producentansvar for emballage er komplekse, og det kan være svært at afgøre, hvor i værdikæden producentansvaret er placeret. Er du i tvivl om, hvad ændringerne pr. 12. august 2026 betyder for din virksomhed, er du velkommen til at kontakte Cedra til en uforpligtende dialog.

Kontakt

Sara Bøndergaard

Juridisk rådgiver, cand.merc.jur.

Sara Bøndergaard

Daniela Gomig-Hansen

Team M&A, mag.iur., cand.iur.

Daniela Gomig-Hansen